Trykt gravskrift over Kristen Christensdatter fra Klotrup i Vesthimmerland, 1876. Papirtryk, 18,5 x 28,0 cm. Trykkeri og trykkested ukendt. Skriftets tekst falder helt i genrens ånd med en kort levnedsbeskrivelse efterfulgt af en, for efterslægten, opbyggelig fremstilling af hendes svære sygdom og død. Udsmykningen består af en dødsengel med en bred bort. Foto fra 2011.

.

Almuegravskrifter, skriftblade med stereotyp komposition bestående af en prosatekst indeholdende en opbyggelig beskrivelse af afdødes levned og ofte et eller flere (salme)vers.

Almuegravskrifter blev især brugt fra 1840’erne til 1890’erne. De ældre gravskrifter, der oftest var forfattet af en lokal præst, degn eller anden skrivekyndig person, kunne være forsynet med enkle håndudførte blækdekorationer. De yngre skrifter var (for)trykte og dekoreret med nyklassicistisk eller nygotisk inspireret ornamentik, evt. i farvetryk.

Gravskrifterne hang i afdødes eller i dennes families hjem til minde og opbyggelse for efterslægten. De ses også ophængt i enkelte kirker. Almuegravskrifterne er simple variationer over 1700-tallets adelige og borgerlige epitafier i kirkerne.

Fra 1900 aftog forekomsten af almuegravskrifterne brat og blev afløst af bl.a. det nye portrætfotografi. Gravskrifterne er et udslag af gårdmændenes voksende sociale standsbevidsthed som følge af deres markante politiske, kulturelle og samfundsøkonomiske position i sidste halvdel af 1800-tallet. Da husmændene mod slutningen af perioden opnåede en tilsvarende position, optog de i et vist omfang skikken med gravskrifter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig