allergiske hudsygdomme

Allergiske hudsygdomme, udslæt, som skyldes kontakt med fremmede stoffer, som ellers tåles af raske. Immunsystemet ændres, således at huden reagerer på det stof (allergen), som patienten ikke tåler. Allergien kan vise sig ved røde kløende udbrud af nældefeber få minutter efter indtagelse af medicin eller fødemidler, som patienten er overfølsom for. Medicin kan også fremkalde svære, længerevarende udslæt eller punktformede hudblødninger pga. betændelsesreaktioner i hudkarrenes vægge.

Den hyppigste allergiske reaktionstype i huden er allergisk kontakteksem, som forårsager kløe, rødme, hævelse og måske vandblærer på huden i løbet af timer efter hudkontakt med det stof, som patienten er overfølsom for. Allergien er udviklet ved tidligere hudkontakt med stoffet, hvorved hvide blodlegemer (T-lymfocytter) er blevet sensibiliserede. Ved svær allergi kan eksemet brede sig uden for kontaktstedet. Det hyppigste kontaktallergen er nikkel i metalgenstande, fx øreclips, spænder og knapper. 10-15% af kvinder er nikkelallergikere. Parfumestoffer, harpiks i plaster, kromatsalte i våd cement og gummitilsætningsstoffer er andre eksempler. Allergien kan ofte afsløres ved eksemprøver hos en hudspecialist. Sensibiliseringen er livsvarig, men eksemet svinder oftest, hvis hudkontakten med stoffet kan undgås. Nældefeber kan skyldes en allergisk type I reaktion (se allergi); andre sjældnere udslæt kan være af type II eller III, og allergisk kontakteksem er type IV.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig