alanere

Alanere, indoiransk nomadefolk. Alanerne levede i århundrederne f.Kr. nordøst for Sortehavet og omtales i romerske kilder som et frygtindgydende rytterfolk. De blev i midten af 300-t. e.Kr. fortrængt mod vest af hunnerne.

Alanerne gik herefter i folkevandringstiden gruppevis i forbund med forskellige germanske stammer. Med visigoterne drog nogle i begyndelsen af 400-t. til Norditalien, hvor en del blev bosat. Andre fortsatte til Gallien (Narbonne-Toulouseområdet, Armorica). Disse alanere samarbejdede ind imellem med romerne. Sammen med vandalerne krydsede en del af dem Rhinen nytårsnat 406/407 og kom siden med dem til Afrika i 429.

I middelalderen levede der stadig alanere i Byzans, mens de forsvandt i Vesten. De satte sig spor i Frankrig gennem stednavne og i militærhistorien ved deres anvendelse af rytteri.

Alanisk

Alanernes sprog er et nu uddødt nordøst-iransk sprog. Det kendes fra særdeles begrænset tekstmateriale skrevet med græske bogstaver som fx Zelenčuks gravskrift (ca. 10.-12. årh. e.Kr.). Derudover kendt fra personnavne indlånt i andre sprog. Det kan til en vis grad rekonstrueres på basis af moderne ossetisk (uden dets tyrkiske og kaukasiske indlån). Ordet for 'søn' er alanisk φουρτ, ossetisk furt og sarmatisk Фουρτας fra proto-iransk *puθra, synes blandt flere andre ligheder at pege på udviklingen sarmatisk-alanisk-ossetisk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig