Al-Muallaqat, (arab. 'de ophængte'), samling af syv førislamiske arabiske digte med hver sin forfatter. De syv digtere er Imru al-Qays, Tarafa, Zuhayr, Labid, Antara, Amr ibn Kulthum og al-Harith. De levede alle i 500-t. og hørte til de mest ansete digtere i denne guldalder for arabisk poesi. Hvert digt blev betragtet som den pågældende forfatters mesterstykke. En legende fortæller, at digtene blev ophængt (arab. muallaqa) på kabaen i Mekka som en hæder, men oprindelsen til navnet er ukendt. Al-Muallaqat er i den klassiske qasideform, i kunstfærdige metre, hvor alle vers rimer på samme stavelse. De er karakteristiske ved deres skarpt sansede skildring af ørkenlivet, deres rige billedsprog og heroiske livsholdning. Senere arabisk digtekunst har lige til i dag betragtet dem som det uopnåelige ideal.