Al-Buraymi, oase på grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Oman. Oasen omfatter ni bosættelser, hvoraf seks ligger i Abu Dhabi og tre i Oman. Den største er al-Ayn i Abu Dhabi med Emiraternes eneste universitet. I almindelig sprogbrug refererer al-Buraymi til Oman-delen og al-Ayn til den del af oasen, der ligger i Abu Dhabi. Kunstvandet landbrug er hovederhverv, og oasen har traditionelt været center for handelen mellem Emiraterne, Oman og Saudi-Arabien.

Forud for grænseaftalerne mellem de tre lande i 1974 gik ca. 40 års stridigheder, idet Saudi-Arabien med henvisning til stammetilhørsforhold gjorde krav på området. Ved aftalen fastlagdes den saudiske grænse 160 km syd for al-Buraymi, og som kompensation fik Saudi-Arabien adgang til Den Persiske Golf øst for Qatar. I oasen, der regnes for den største på Den Arabiske Halvø, er der gjort flere arkæologiske fund, bl.a. spor af 5000 år gammel bebyggelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig