Akzidenz er en grotesk antikvaskrift, der i 1898 oprindeligt blev skåret og støbt som eksklusivskrift for støberiet Hermann Berthold i Berlin. Den var led i en udvikling specielt i Schweiz og Tyskland siden 1880'erne henimod at skabe funktionelle skrifter med mere uniforme detaljer.

Den stilmæssigt lignende Venus Grotesk fra 1907 opnåede en næsten lige så stor udbredelse som Akzidenz, der helt frem til nazisternes magtovertagelse i 1930'erne var en af Tysklands mest udbredte skrifter. Med Bauhausidéernes gennembrud i 1920'erne blev skriften yderligere forsynet med både magre og fede varianter. Dens majuskler er nærmest kvadratiske og minusklernes runde former let ovale. Stregtykkelsen er ens for alle bogstaver med undtagelse af stregen over ø og bollen over å. Efter 2. Verdenskrig blev skriften igen udbredt og tilføjet flere varianter specielt egnet til skiltning og reklametekst.

Akzidenz Grotesk her vist i en version fra Linotype. Karakteristiske bogstaver er P og R med langstrakt bue, og det lille g med åben underlængde. Skriften er ret bred og har relativt stor x-højde og derfor velegnet til små skriftgrader.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Reimer, Eli: Skriften, vort vigtigste værktøj. Redigeret og færdiggjort af Henrik Birkvig. Grafisk Litteratur/Den grafiske Højskole. 2003. S. 124-25. (Den nye Selmar 3)
  • Skriftatlas for bogvenner. Af Ejnar Philip, Erik Ellegaard Frederiksen og Henry Thejls. Forening for Boghaandværk. 1959. (En 2. udg. fra 1976 med titlen "Det danske Skriftatlas" mangler Akzidenz grotesk).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig