akvaplaning

Akvaplaning opstår, når et køretøj kører så hurtigt, at dækket ikke kan nå at fortrænge vandet på vejbanen foran hjulet. Vandet vil derfor trænge ind under dækket og løfte det fra vejen.

Akvaplaning, det fænomen, at et bil- eller motorcykelhjul, der ruller hen over en vanddækket vejflade, mister kontakten med vejbanen og "flyder" på vandet.

Faktaboks

etymologi:
Ordet akvaplaning kommer af engelsk aquaplaning af latin aqua 'vand' og afledn. af engelsk plane 'glide'.

Ved kørsel på en våd vejbane dannes der en kile af vand foran hjulene. Kilens størrelse afhænger af vejbanens beskaffenhed og dermed vandlagets tykkelse, bilens hastighed samt dækkets slidbanemønster. Over en vis hastighed kan dækket ikke nå at fortrænge vandet, og derfor hviler en stadig større del af dækket på vandkilen. I ekstreme situationer kan hele dækkets trædeflade hvile på vandet, således at det bliver umuligt at styre bilen.

Fænomenet fik interesse i løbet af 1950'erne, da den tekniske udvikling medførte, at biler kunne køre med meget høje hastigheder. Ved kørsel ligeud mærkes den forringede vejkontakt normalt ikke, især ikke i baghjulsdrevne biler, idet forhjulene så at sige baner et spor, hvorved de drivende baghjul får tilstrækkelig friktion. Et kraftigt vindstød eller et forsøg på at undvige en forhindring kan afsløre, at forhjulene intet greb har i vejen.

Dækfabrikkerne har forsket i, hvorledes et slidbanemønster bedst fortrænger vand; bl.a. anses et mønster med en dybde på mindst 3 mm for nødvendigt. Men i ekstreme situationer er akvaplaning uundgåelig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig