Akrylmaling, maling, hvis bindemidler er copolymerer, af akrylat- og methakrylestere, evt. med et indhold af fri styren. Der er store variationsmuligheder med hensyn til egenskaberne, som afhænger af alkoholdelen af esteren.
Akrylmaling kan være et pulver, en opløsning i organiske opløsningsmidler eller vand, en emulsion eller en dispersion. Blandt akrylmalingens fordele er, at den er forholdsvis resistent mod kemikalier og ultraviolet lys, at den ikke gulner (medmindre den indeholder styren), og at den har varig glans.
Akrylmaling anvendes bl.a. som emulsionsmaling til bygningsmaling og til finish og topcoat på biler og til hårde hvidevarer. Akrylmaling har været kendt siden 1930'erne.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.