Akkumulationsrate, geologisk udtryk for mængden af sediment, der aflejres pr. tidsenhed; den udtrykkes i mm eller cm pr. 1000 år. Akkumulationsraten varierer meget også inden for samme sedimenttyper; således er den fx 1 mm pr. 1000 år for den bornholmske alunskifer fra Kambrium og op til 200 mm pr. 1000 år for en tilsvarende sort skifer fra øvre Jura i Nordsøen.