akkreditering

Inden for uddannelsesområdet bruges akkreditering dels til at godkende nye uddannelser og institutioner, dels til efterfølgende at sikre, at disse til enhver tid lever op til på forhånd fastlagte standarder. I USA er akkreditering blevet anvendt i mere end hundrede år som reguleringsinstrument, og efter amerikansk forbillede anvender en række lande nu akkreditering i styringen af også uddannelsessektoren.

Den stigende udbredelse af akkreditering inden for dette område skal ses i sammenhæng med globaliseringen af de videregående uddannelser. Denne udvikling stiller krav om, at kvaliteten af uddannelser i international sammenhæng er sammenlignelig og gennemskuelig.

EU udtrykker dette krav i den såkaldte Bologna-proces, og lande som Tyskland, Holland og Norge akkrediterer nu deres uddannelser for at sikre dels en højere grad af transparens, dels international anerkendelse af uddannelserne. De deltagende lande i Bologna-processen aftalte i 2005 en række europæiske retningslinjer for kvalitetssikring på uddannelsesområdet, Standards and Guidelines for Quality Assurance in the European Higher Education Area (ESG).

I Danmark trådte den første akkrediteringslov i kraft i 2007. Frem til 2013 var akkrediteringsopgaven delt mellem ACE Denmark, der varetog akkreditering og kvalitetssikring af universitetsuddannelser, og Danmarks Evalueringsinstitut, der havde ansvaret for videregående uddannelser inden for det professions- og erhvervsrettede område. Herefter blev akkrediteringsopgaven samlet i Danmarks Akkrediteringsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Samtidig blev akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner introduceret. Danmarks Akkrediteringsinstitution vurderer ved akkrediteringen kvalitet og relevans på baggrund af fem lovbestemte kriterier. Der skelnes derfor mellem institutionsakkrediteringer og uddannelsesakkrediteringer. Alle afgørelser om akkreditering træffes af Akkrediteringsrådet som selvstændig enhed og beslutningsmyndighed. Se også kvalitetssikring (Kvalitetssikring af videregående uddannelser).

Inden for sundhedsvidenskab foretages akkreditering ved, at et almindeligvis uafhængigt organ vurderer en sundhedsorganisation med henblik på en afgørelse af, om den lever op til et sæt af fastlagte standarder. Formålet er at sikre og udvikle kvalitet i sundhedsvæsenet (se kvalitetssikring).

Det bedst kendte akkrediteringssystem er udviklet i USA og har efterhånden bredt sig til en række andre industrialiserede lande. Den amerikanske model blev først anvendt i Danmark på sygehusene inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab i 2002 efter en længere forudgående proces. Nogle af de anvendte standarder, som benyttes i det amerikanske system, er ikke umiddelbart relevante i Danmark, mens andre savnes.

Der indledtes derfor et samarbejde mellem Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og statslige sundhedsmyndigheder om udarbejdelse af et dansk akkrediteringssystem, som også kan anvendes ved international evaluering.

I 2009 søsattes Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, et nationalt kvalitetsudviklingssystem for sundhedsvæsenet. Alle danske sygehuse, såvel offentlige som private, der leverer ydelser for offentlige midler, skal vurderes i forhold til DDKM. Ligeledes er ambulancetjenester og vagtcentraler, de fleste apoteker og en række kommuner omfattet af DDKM. Også de praktiserende speciallæger skal være med (2014).