akademier - kunstakademier

Akademier - kunstakademier, Kunstakademier er institutioner, hvor billedkunst og arkitektur dyrkes teoretisk og gennem undervisning. De beskæftiger sig med maleri, skulptur, grafik, arkitektur og beslægtede fag, enten samlet i én institution eller fx som selvstændige arkitektskoler.

Uddannelsen af håndværkere, hvis fag krævede tegning, var i flere lande knyttet til kunstakademierne, fx i København i perioden 1771-1857. Fra midten af 1800-t. blev håndværkeruddannelsen dog i de fleste lande udskilt fra kunstakademierne og henlagt til specielle tekniske skoler.

Kunstakademier opstod i renæssancen ud fra et ønske om at hæve kunsten og dens udøvere op over det håndværksmæssige og dyrke kunst som en videnskab på linje med andre frie kunster. Akademierne kom herved ofte til at stå i et modsætningsforhold til lavene (se Lukasgilder).

Leonardo da Vincis navn forbindes med et kunstakademi, der muligvis har eksisteret i Milano i slutningen af 1400-t., og i 1530'erne og 1550'erne omtales kunstakademier i Rom og Firenze, uden at man kender karakteren af deres virksomhed.

Først fra 1500-t.s anden halvdel er der sikkert kendskab til organiserede kunstakademier; Accademia del Disegno i Firenze stiftedes 1563 af Giorgio Vasari, Accademia di San Luca i Rom i 1593 af Federico Zuccari.

I 1500- og 1600-t. opstod mange mindre, private tegneskoler eller kunstakademier i Europa, men med stiftelsen af et kunstakademi i Paris 1648 (fra 1655 l'Académie royale de peinture et de sculpture) skabtes et magtfuldt, statsligt kunstakademi, der centralt og strengt organiseret styrede kunstliv og kunstuddannelse for at sikre landet og kongemagten dygtige kunstnere.

Académie de France i Rom blev oprettet i 1666 for elever fra pariser-kunstakademiet, der havde vundet Romprisen, Grand Prix de Rome, og i 1671 stiftedes Académie royale d'architecture. Efter Den Franske Revolution overførtes de kongelige kunstakademiers virksomhed til Académie des beaux-arts og École des beaux-arts.

Pariser-akademiet blev forbilledet for de mange statslige, kommunale eller private større kunstakademier, der opstod eller blev nyorganiseret i 1700-t.s anden halvdel i de fleste større europæiske byer, fx Det Kongelige Danske Kunstakademi 1754 i København og The Royal Academy of Arts i London 1768; også i Amerika opstod kunstakademier, fx i Mexico 1785 og i Philadelphia 1800.

Selvom kunstakademiernes organisation og praksis kunne være forskellige og desuden ændredes lokalt efterhånden, var der fra begyndelsen visse fællestræk, der først fra midten af 1800-t. begyndte at opløse sig. Ledelsen lå i hænderne på et hierarki af præsident, direktør, professorer, æresmedlemmer (der ikke var kunstnere) og menige medlemmer; der blev også optaget udenlandske medlemmer.

Optagelsen af kunstnermedlemmer forudsatte et medlemsstykke: et godkendt kunstværk, egenhændigt udført efter opgave, stillet af akademiet; det kunne indgå i den kunstsamling, der fandtes ved mange kunstakademier. Historiemaleriet (dvs. motiver fra Bibelen, historien, mytologien o.l.) blev anset for den grundlæggende disciplin, men også andre genrer (fx portræt-, landskabs- og blomstermaleri) var repræsenteret blandt professorer og medlemmer.

Kunstteoretiske drøftelser eller forelæsninger var en væsentlig del af mange kunstakademiers virksomhed, og de foranstaltede offentlige, censurerede kunstudstillinger. Undervisningen i de lavere klasser var baseret på tegning efter stik, tegninger og gipsafstøbinger, i de højere klasser for billedkunstnere på studier efter levende model. Der blev undervist i geometri, perspektiv, anatomi, komposition m.m.

Først op i 1800-t. indførtes undervisning i at male. Forskellige konkurrencer, fx for at opnå sølv- eller guldmedaljer, ansporede eleverne og dokumenterede deres fremgang, og et udlandsophold, fortrinsvis i Paris eller Rom, blev anset for væsentligt for de vordende kunstnere og blev støttet af rejsestipendier.

Med romantikkens forestillinger om det kunstneriske genis behov for fri udfoldelse uden hæmmende, akademiske regler krævedes der fra begyndelsen af 1800-t. fra flere sider, bl.a. af den tyske kunstnergruppe Nazarenerne, en mere individuel behandling af kunstakademiernes talentfulde elever.

Det førte efterhånden ved nogle kunstakademier til oprettelse af mesterklasser, hvor eleverne modtog individuel undervisning af en professor, fx i 1831 i Düsseldorf, hvad der fik stor betydning for tysk og udenlandsk kunst i midten af 1800-t., og i 1840'erne i Frankfurt, Dresden og Antwerpen.

Kritikken af kunstakademiernes virksomhed og undervisningsmetode voksede i løbet af 1800-t., og deres betydning blev mindre, også fordi kunstnerne kunne søge undervisning på private skoler, der efterhånden opstod uden for kunstakademierne.

I Paris blev disse ledet af kendte kunstnere som J.L. David (fra 1780'erne-1816), Eugène Delacroix, J.A.D. Ingres og senere Léon Bonnat og Henri Matisse. Kritikken bidrog også til en opblødning af de traditionelle regler ved mange kunstakademier, fx angående optagelse af medlemmer.

I Danmark førte en voksende utilfredshed med kunstakademiets monopol til åbningen af den statsstøttede malerskole, Kunstnernes Studieskole, i 1882. Fra 1885-1908 ledede Kristian Zahrtmann en af Studieskolens selvstændige afdelinger eller skoler, som fik afgørende betydning for den danske malerkunsts udvikling. Efter fornyet kritik oprettedes en række private malerskoler i København i 1920'erne, hvoraf den vigtigste blev ledet af Peter Rostrup Bøyesen.

Tanker om sammenhængen mellem kunst og kunsthåndværk og kunstens forhold til industrialiseringen kom i løbet af 1800-t. til at spille en rolle for kunstneruddannelsen, bl.a. inspireret af den tyske arkitekt Gottfried Semper. I Storbritannein understregede Arts and Crafts-bevægelsen kravet om sammenhæng mellem kunst, kunsthåndværk og arkitektur og om en fælles uddannelse.

Lignende idéer genfindes i en af 1900-t.s mest betydningsfulde kunstskoler, Bauhaus i Weimar, grundlagt af Walter Gropius 1919. Undervisningen lå her i hænderne på periodens mest avancerede kunstnere inden for forskellige medier. Den tog sigte på et samspil mellem alle kunstarter, inkl. kunsthåndværk, og på at anvende og påvirke industrialiseringen.

Mange Bauhaus-kunstnere flyttede til USA, da nazisterne lukkede skolen 1933, og i Chicago oprettede László Moholy-Nagy New Bauhaus 1937-38 og School of Design 1939 (fra 1944 Institute of Design).

Kunstakademiernes organisation, praksis og regler har ændret sig betydeligt med samfundets og kunstens udvikling, og nye medier og teknikker er blevet inddraget i takt med kunstnernes behov.

I Danmark er der stiftet flere nye kunstakademier eller læreanstalter: Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (1964), Arkitektskolen i Aarhus (1965) og Det Fynske Kunstakademi i Odense (1972).

Læs videre om akademier generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig