ainu

Ainu, en minoritet på Japans nordligste ø, Hokkaido. Ainuerne adskiller sig racemæssigt fra japanerne og er bl.a. karakteriseret ved en kraftig kropsbehåring. Tidligere i 1900-t. var der stor interesse for ainuerne blandt europæiske forskere, fordi man mente, at de var af indoeuropæisk afstamning. Denne teori er nu forladt, uden at en ny er kommet til; men ainuerne menes at være de oprindelige beboere af de japanske øer. Sakhalin og de sydlige Kuriler har haft en ainubefolkning helt ind i 1900-t. Der er i dag knap 25.000 tilbage, og de lever stort set som japanerne. Oprindelig var de et jæger-, fisker- og samlerfolk. Jagtbyttet var laks, hjort og bjørn, og religionen var centreret om dette jagtbytte med bjørnen som det vigtigste kultdyr. Et højdepunkt i det traditionelle ainusamfund var de årlige bjørnefester, hvor en bjørneunge, som var opfostret i fangenskab, blev ofret og "sendt hjem" til bjørneguden. Med japanernes kolonisering af Hokkaido i 1800-t. smuldrede det traditionelle livsmønster hastigt, og mange ainuer blev agerbrugere eller daglejere. Ainuerne har været udsat for kraftig diskrimination fra japanernes side, og siden 1970'erne er der opstået en bevægelse, der søger at bevare dele af ainukulturen. Det vigtigste erhverv er i dag turisme.

Sprog

Ainusprog gled ud af daglig brug i 1940'erne, men endnu i slutningen af 1980'erne levede enkelte meget gamle kvinder, der kunne tale sproget. Ainusprog har aldrig haft et skriftsystem, og egentlig forskning i sproget påbegyndtes først i 1900-t., så kendskabet til sproget i tidligere tid er meget sporadisk og stammer primært fra den rige, mundtligt overleverede episke tradition. Gamle sagn og legender rummer rester af ældre ainusprog.

Om sprogets forbindelse med andre sprog findes et væld af teorier, men intet sikkert slægtskab er påvist. Det er blevet studeret af både japanske og vestlige forskere; sidstnævnte pga. den nu forladte teori om ainuernes indoeuropæiske oprindelse.

Sproget er stærkt påvirket af den nære kontakt med japansk. Dette ses i både ordforråd og grammatik. Ainusprog indeholder mange japanske låneord, og sandsynligvis er denne kontakt også forklaringen på, at man gik over fra brug af præfikser til brug af postpositioner til at markere lokativ og instrumentalis. Påvirkningen er kun i ringe grad gået den anden vej.

Af særlige grammatiske træk kan fremhæves, at verber ikke bøjes i tid. Sætningen ku eranpetek kan således betyde 'jeg forstår/forstod/vil forstå/har forstået/havde forstået'. Verber og adjektiver kan ikke adskilles, men udgør én ordklasse. Visse verber har både en entals- og en flertalsform, hvor flertalsformen angiver, at subjektet eller objektet er flertal, eller at handlingen gentages flere gange. Fx hedder 'rive i stykker' rise, når man kun river én gang, og rispa, når man river noget i småstumper.

Personlige pronominer findes kun i første og anden person, hvor der forekommer både en selvstændig form, svarende til de danske pronominer, og et affiks, som knyttes til verber. Den selvstændige form bruges kun, når personen fremhæves, og fravær af det personlige verbalaffiks tolkes som tredje person.

Substantiver bøjes hverken i køn, tal eller kasus, men dog i genitiv, såfremt de betegner noget, der kan betragtes som umistelig ejendom. Således hedder 'hånd' tek, mens 'min hånd' hedder ku tekehe (egl. jeg + 's hånd). Talsystemet er som på kinesisk og japansk suppleret med et system af "tællere", dvs. suffikser, der angiver arten af det, der tælles. Dette system er dog meget rudimentært i ainusprog, idet der kun findes tællere for personer (-n/-iw) og ting (-p(e)).

Lydsystemet er meget enkelt og består af 5 vokaler og 11 konsonanter. Tidligere talte man forskellige dialekter af ainusprog i et område fra Sakhalin i nord til midten af Honshu-øen i syd, hvor man stadig kan finde stednavne af ainuoprindelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig