En aftale er et eller flere løfter, der danner rammen om, hvordan to eller flere parter skal optræde. Ordet anvendes både om dagliglivets uforpligtende tilkendegivelser og om de juridiske aftaler, der kendetegnes ved at kunne gennemtvinges under en eller anden form ved domstolene. I det følgende tales kun om juridiske aftaler.

Faktaboks

Også kendt som

kontrakt, vedtagelse, pagt, overenskomst

En gyldig aftale kendetegnes ved at forpligte sine parter til positiv opfyldelsesinteresse (et surrogat for det lovede, som oftest penge) eller til naturalopfyldelse (selve det lovede gode).

Lov om Aftaler og andre Retshandler paa Formuerettens Omraade af 1917 med visse senere ændringer, kaldet Aftaleloven, giver regler om aftalers indgåelse samt om aftalers ugyldighed, jf. nedenfor. Aftaleloven var resultatet af et fællesnordisk arbejde. Fra EF/EU foreligger direktiver om særlige aftaler — bl.a. på forbrugerområdet om dør-, fjernsalg, kreditaftaler, pakkerejser og om urimelige kontraktvilkår.

Aftalers indgåelse

Aftalelovens kapitel 1 handler om aftalers indgåelse ved udveksling af tilbud og accept. En aftale er indgået, når A mundtligt, skriftligt eller underforstået over for B har markeret sin vilje til at være forpligtet (afgivet tilbud), og B har accepteret dette, dvs. mundtligt, skriftligt eller underforstået har tilkendegivet sin vilje til at modtage tilbuddet og være forpligtet heraf (se også passivitet og kvasiløfte). Særlige forretningsområder udvikler ofte deres egne sædvaner for indgåelse af aftaler. Sådan sædvane gælder forud for Aftalelovens regler om indgåelse af aftaler.

En grundsætning om aftalefrihed hersker i dansk ret: Gør loven ikke undtagelse, kan private indgå aftale, som de vil. Denne frihed er et væsentligt grundlag for et liberalistisk samfund. Talrige særlove har dog gennem præceptive regler (ufravigelige regler) begrænset aftalefriheden, fx ved udlejning af lejligheder, i funktionærforhold og i forbrugeraftaler.

Der gælder ingen almindelige formkrav, fx om skriftlighed, registrering eller godkendelse som betingelse for en gyldig aftale. Der er dog visse undtagelser, fx skal ægtepagter og stiftelsesoverenskomster foreligge på skrift. En forbrugerkreditaftale skal indgås skriftligt, jf. Kreditaftalelovens § 8, hvorefter en kreditaftale skal udfærdiges på papir eller på et andet varigt medium. En mundtlig aftale er ikke tilstrækkelig. Det udledes ligeledes af Lov om finansiel virksomhed § 43 om redelig forretningsskik og god praksis for finansielle virksomheder, at alle væsentlige aftaler med kunderne skal indgås skriftligt.

Aftalers relativitet

Som hovedregel kan en aftale mellem A og B ikke forpligte tredjemand. Der gælder for så vidt et princip om aftales relativitet. Parterne bag en aftale kan derimod tildele tredjemand særlige rettigheder, fx ved livsforsikring. Også uden for sådanne tredjemandsløfter har domstolene undertiden givet tredjemand rettigheder i konsekvens af en aftale indgået imellem A og B, fx når køberen af en fast ejendom (tredjemand) kan rejse direkte krav mod sin sælgers sælger (såkaldt springende regres).

Aftalers ugyldighed

En aftale kan erklæres helt eller delvis ugyldig, hvis et eller flere af de løfter, den består af, rammes af en ugyldighedsgrund. Allerede Danske Lov fra 1683 fastslog, at aftaler skulle holdes, for så vidt de "ikke er imod Loven, eller Ærbarhed"; aftaler med et ulovligt eller usømmeligt formål var og er med andre ord ikke bindende. De fleste ugyldighedsgrunde fremgår af Aftaleloven og af Værgemålsloven (se nærmere umyndighed). Danske domstole har dog i visse tilfælde erklæret en aftale for uforbindende, selvom der ikke er udtrykkelig hjemmel hertil i lovgivningen: Er et løfte afgivet under forudsætninger, der senere viser sig at være urigtige, har domstolene i særlige tilfælde løst løftegiveren fra det.

Fremstår et løfte som afgivet af en person, der intet har med det at gøre, eller er det blevet forfalsket af en anden, er løftegiveren ikke bundet. Her taler man ikke om, at løftet er ugyldigt — det eksisterer slet ikke.

Stærke og svage ugyldighedsgrunde

Aftalelovens regler om ugyldighed angår også forholdet til den, der ikke ved, at løftet rammes af en ugyldighedsgrund. Ugyldighedsgrunden siges at være stærk, hvis den rammer en løftemodtager, der intet kender til den. Hvis A truer B til at ansætte C, afhænger det af truslens art, om C skal acceptere B's krav om at blive løst fra løftet om ansættelse. Fysisk tvang er her en stærk ugyldighedsgrund. Er B's løfte om at ansætte C derimod fremkaldt ved anden form for tvang, er ugyldighedsgrunden svag, og løftet kan da gøres gældende af løftemodtager C, hvis C hverken kendte eller burde kende den udøvede tvang. Den, der selv har udøvet tvangen, kan selvsagt ikke gøre løftet gældende.

Har et løfte ved en fejltagelse fået et andet indhold, end afgiveren havde tænkt sig, kan afgiveren blive frigjort, hvis modtageren indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse. Forvanskes det undervejs, fx under telekommunikation, bindes løftegiveren ikke, uanset om modtageren ikke indså fejlen. Blot må han reagere, når han opdager den.

Eksempler på andre svage ugyldighedsgrunde er udnyttelse og svig. Udnyttelse foreligger, når nogen drager fordel af en andens "betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge (sig) en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for". Svig taler man om, når løftemodtageren lyver eller fortier oplysninger for at fremkalde løftet. Efter Aftaleloven er løfter, der afgives ved svig, ugyldige. Dette er en parallel til den romerretlige grundsætning, at den, der handler med bedragerisk hensigt eller mod bedre vidende (ond tro), ikke bør vinde ret (fraus omnia corrumpit). Domstolene vil ofte undgå at stemple løftemodtagere som svigagtige m.v. i sager om ugyldighed pga. de mulige strafferetlige konsekvenser. I stedet rubriceres forholdet under andre ugyldighedsregler, typisk under generalklausulen, eller under reglerne om svigtende forudsætninger.

Den formueretlige generalklausul

I 1975 fik vi en ganske bredt defineret ugyldighedsgrund i Aftalelovens § 36, den såkaldte formueretlige generalklausul. Bestemmelsen fastslår, at en aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det "vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende". Domstolene skal her tage hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og evt. senere indtrufne omstændigheder. Bestemmelsen tager især sigte på aftaler, professionelle indgår med forbrugere og andre svage aftaleparter, men domstolene har i praksis udstrakt anvendelsen også til rent kommercielle aftaleforhold. En væsentlig del af generalklausulens anvendelsesområde er omfattet af det rådsdirektiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, som EF's ministerråd vedtog i 1993. Om virkningerne af aftalebrud, se misligholdelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig