aftagende udbyttes lov

Aftagende udbyttes lov, teknisk-økonomisk lovmæssighed, der siger, at hvis der i produktionen af en vare indsættes flere enheder af én produktionsfaktor, fx arbejdskraft, mens mængden af de øvrige produktionsfaktorer forbliver uændret, vil grænseproduktet efterhånden aftage. Grænseproduktet er her den forøgelse af produktionen, man får ved at indsætte en ekstra arbejder.

Det aftagende udbyttes lov blev oprindelig formuleret af økonomer, bl.a. af David Ricardo, i første halvdel af 1800-t. som gældende inden for landbruget, hvor høstudbyttet på et givet jordstykke stiger med den anvendte mængde af fx arbejdskraft. Ifølge loven vil arbejdets grænseprodukt aftage fra et vist punkt for til sidst at blive nul, dvs. at udbyttet da har nået sit maksimum. Dette vil efterhånden også få arbejdets gennemsnitsprodukt (høstudbyttet pr. arbejder) til at aftage. At det aftagende udbyttes lov gælder for landbrugsproduktion, lyder plausibelt — "man kan ikke dyrke al verdens hvede i en urtepotte" — og er da også blevet empirisk bekræftet, bl.a. af jordbrugskemikere, idet gødningsstoffer behandles som variable produktionsfaktorer.

Senere blev det aftagende udbyttes lov opstillet som en generel lovmæssighed for al produktion, også for industriproduktion, hvor produktionsanlægget og ikke jorden er den faste produktionsfaktor. Herefter er den blevet anvendt i national- og driftsøkonomisk teori som grundlag for omkostningsteorien. Når den variable faktors grænseprodukt er aftagende, vil grænseomkostningerne — dvs. meromkostningerne ved at fremstille en ekstra enhed af det pågældende produkt — være stigende.

Det aftagende udbyttes lov gælder dog ikke for produktionsprocesser, hvor forholdet mellem de enkelte produktionsfaktorer af tekniske grunde er konstant. Her vil grænseproduktet af en ekstra faktorenhed altid være nul.

Se også grænseprodukt, omkostninger og produktionsfaktor.