Afrikanisering, afrikanske landes selvstændighedsbestræbelser. Afrikanisering foregik primært ved placering af afrikanere i indflydelsesrige stillinger og ved afrikansk overtagelse — herunder nationalisering — af fremmed (især europæisk) handel, industri og fast ejendom i de afrikanske lande. Da landene i Afrika efterhånden opnåede uafhængighed i forhold til de tidligere europæiske kolonimagter, var der stor mangel på kvalificeret arbejdskraft blandt de afrikanske landes egne indbyggere. Dette medførte, at man var nødt til at bibeholde mange ikke-afrikanere på centrale poster. Med en målrettet afrikaniseringspolitik har flere afrikanske lande arbejdet for, at dette misforhold blev rettet op. Se også afrikansk socialisme.