afoni

Artikelstart

Afoni er tonløs stemme. Talen bliver tonløs som en svag hvisken, når stemmelæberne af en eller anden grund ikke kan frembringe den tone, som er en forudsætning for normal stemmedannelse.

Faktaboks

Etymologi

Afoni er dannet af græsk a- og fone 'lyd, stemme'.

De fleste tilfælde af afoni skyldes en reaktion på psykisk belastning. Tilstanden kaldes funktionel afoni, og patienterne bevæger ikke stemmelæberne, når de forsøger at tale, men kan bevæge dem ved hoste. Hos nogle patienter er årsagen en organisk sygdom i struben (fx strubekræft). Det er derfor vigtigt, at alle patienter med afoni undersøges af læge. Er årsagen psykisk, kan sygdommen behandles effektivt af en logopæd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig