afnazificering

Afnazificering, de allierede besættelsesmagters forholdsregler med det formål at fjerne al nazistisk indflydelse i Tyskland og Østrig efter 2. Verdenskrig. Afnazificeringen omfattede opløsning af nazistpartiet NSDAP og andre nazistiske organisationer samt forbud mod nazistisk og militaristisk aktivitet. Ledende nazister skulle interneres og retsforfølges, og alle, der havde været aktive nazister, skulle fjernes fra ledende poster; uddannelses- og retssystemet skulle renses for nazistisk og militaristisk indflydelse. Sigtet var at skabe betingelser for en demokratisk udvikling i Tyskland. Nürnbergprocessen var et led i afnazificeringen.

Det Allierede Kontrolråd udsendte direktiver, der skulle sikre ensartede retningslinjer ved undersøgelse af personer, der havde haft ledende poster under nazismen. Afnazificeringen blev dog håndteret forskelligt fra zone til zone, ligesom målene med den var forskellige i den østlige og de vestlige zoner. Ud over det umiddelbare mål — at fjerne nazismen — blev afnazificeringen i den sovjetiske zone også brugt som et redskab til at indføre kommunistisk styre, mens man i de vestlige zoner med afnazificeringen søgte at etablere parlamentarisk demokrati. I 1946 blev tyske instanser inddraget i afnazificeringen. Udrensningerne som følge af afnazificeringen medførte problemer for den tyske administration. De tyske kirker, konservative og eksnazister angreb afnazificeringen, mens menigmand kritiserede den for at ramme de små og lade de store gå fri. Med hensyn til undersøgelser af enkeltpersoner blev afnazificeringen stort set bragt til ophør i slutningen af 1940'erne; officielt blev den afsluttet i 1954. Retsforfølgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fandt derimod fortsat sted. Den vesttyske grundlov gav mulighed for, at udrensede senere kunne blive reintegreret og rehabiliteret. Godt seks mio. mennesker berørtes direkte af afnazificeringen i vestzonerne, op imod en mio. i østzonen og ca. 580.000 i Østrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig