afhøring

Afhøring, foretages dels i retten, dels af politiet, der afhører vidner, parter (fx i færdselssager) samt mistænkte og sigtede i straffesager. Ingen har pligt til at udtale sig til politiet ud over at oplyse navn, adresse og fødselsdato (Retsplejeloven § 750).

Derimod har vidner pligt til at udtale sig i retten. Inden afhøringen indskærper dommeren vidnet, at det har pligt til at tale sandhed, og at det taler under strafansvar. I en civil retssag udspørges vidnet først af den part i sagen (evt. dennes advokat), der har bedt om at få vidnet ført, og derefter af modparten. Også parternes egne forklaringer fremkommer normalt ved, at de afhøres af hver deres advokat. I en straffesag følges samme princip, men da det er anklagemyndighedens pligt at klarlægge sagen objektivt, føres så godt som alle vidner af anklagemyndigheden og udspørges derfor først af denne. Dog foretages afhøring om den tiltaltes personlige forhold (med henblik på straffastsættelsen) af forsvareren.

Retsplejeloven foreskriver i § 184, at afhøringer skal ske på en sådan måde, at de er egnede til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring. Vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng, og det bør fremgå af forklaringen, om det, vidnet fortæller, er egen iagttagelse. Desværre har afhøreren ikke altid tilstrækkelig tålmodighed til at afvente vidnets frie forklaring. Dommerne og domsmændene kan altid stille spørgsmål til vidnerne. Når særlige forhold gør sig gældende, kan vidnepligten fraviges, fx hvis der er tale om nære slægtninge til parterne eller personer, der har tavshedspligt; se vidnefritagelse og vidneudelukkelse.

Den tiltalte har ikke pligt til at afgive forklaring og har ikke pligt til at tale sandhed. Spørgsmål til en sigtet/tiltalt må ikke stilles på en sådan måde, at noget, der er benægtet eller ikke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige foregivender eller trusler må ikke anvendes. Den sigtede/tiltalte må ikke rådføre sig med sin forsvarer eller andre angående den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål.

Når børn og unge under 18 år afhøres af politiet, skal der være en repræsentant for socialforvaltningen til stede. Se også videoafhøring og politirapport.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig