afbryder

En afbryder er en anordning, der anvendes til at etablere og afbryde en elektrisk kreds. Afbrydere anvendes både i den almindelige el-installation i beboelse og industri og i meget store apparater i højspændingsnettene.

Selve den proces at afbryde en strøm er afgørende for udformningen af afbrydere; de karakteriseres således ved deres brydeevne. Ved lavspænding kræves blot en simpel kontaktadskillelse, mens der ved højspænding opstår forhold, der kræver særlig adskillelse af kontaktfladerne. Ved afbrydelsen af en elektrisk strøm i højspændingsanlæg dannes en vedvarende "gnist", enlysbue, som ved jævnstrøm kun kan slukkes ved, at afstanden mellem afbryderens kontaktorer gøres så stor, at lysbuen ikke kan opretholdes.

Vekselstrøm brydes lettere, nemlig i det øjeblik, hvor spændingen passerer nul. Er der imidlertid stor faseforskydning mellem strøm og spænding på brydestedet, kan en lysbue ikke undgås. Med høje spændinger og store strømme kræves stor afstand mellem kontakterne for at slukke lysbuen; ellers må slukningen gennemføres enten gennem udblæsning og køling med trykluft (trykluftafbryder) eller ved at lade brydeprocessen ske i en isolerende væske (olie) eller gas, hvorved afstandsdimensionerne kan mindskes betydeligt. Adskillelsen af kontaktorerne skal ske hurtigt, fx gennem fjederspænding eller ved lave spændinger af en magnetbetjent afbryder.