afbrændingsøkologi

Afbrændingsøkologi, læren om, hvordan afbrænding af naturområder påvirker dyrs og planters levevilkår. Brand i naturområder opstår mere eller mindre regelmæssigt fx pga. lynnedslag. En række planter og dyr er tilpasset til afbrænding, fx visse arter af nåletræer, hvis kogler især åbner sig efter stærk varmepåvirkning. Så spirer nye bevoksninger af ens alder frem i det afbrændte område. Den nordamerikanske Kirtland-sanger (Dendroica kirtlandii) bygger rede udelukkende i sådanne unge bevoksninger af Banks fyr (Pinus banksiana). Denne fugl er derfor afhængig af skovbrande med en vis hyppighed. Biller af familien Buprestidae, pragtbiller, foretrækker at lægge æg i nåletræer, som er svækket af brand. De befrugtede hunner har yderst følsomme føleorganer, der kan lede dem frem til skovbrande og ulmende træ på mange kilometers afstand.

Visse planter, bl.a. nogle savannegræsser, har frø, der spirer særlig villigt efter en varmepåvirkning, der svarer til en brand. Denne egenskab er en tilpasning til brande, der optræder relativt hyppigt, som fx i tørre, subtropiske områder. Australien er særlig kendt for at have brand som en vigtig økologisk faktor.

Mennesket har tidligt udnyttet, at et skovområde hurtigt ryddes til landbrug, når det brændes af. Der frigives mineraler på en form, som planterne kan udnytte, så afgrødernes produktion i de første år efter afbrændingen bliver god (se også svedjebrug). På længere sigt svækkes imidlertid frugtbarheden af de afbrændte områder. Man har i stigende grad erkendt, at afbrænding af skov i visse egne kan have meget uheldige økologiske følgevirkninger (se også regnskov). For at hindre, at de danske heder gror til med fx fyr og birk, afbrænder man dem jævnligt som led i naturplejen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig