aerosol

Aerosol, små partikler eller dråber, som svæver i luften (eller anden gas). Kunstige aerosoler, fx spray fra dåser, bruges bl.a. til hygiejniske og kosmetiske formål (se aerosolbeholdere). Aerosoler i atmosfæren består af partikler med en diameter fra 0,1 til 0,01 mm. De dannes naturligt ved erosion, bølgesprøjt, skovbrande, støvstorme og vulkanudbrud.

Faktaboks

etymologi:
Ordet aerosol kommer af græsk aero- og forbogstaverne i latin solutio 'opløsning', af solvere 'opløse'.

De menneskeskabte aerosoler dannes ved luftforurening med partikler eller gasser, som kan omdannes til partikler. Partiklerne kan med vinden transporteres flere tusinde km, og de spiller en afgørende rolle som kondensationskerner ved dannelse af vanddråber og dermed skyer og nedbør. Partiklerne påvirker Jordens varmebalance, da de spreder solstrålingen; efter store vulkanudbrud har man således målt en kortvarig temperatursænkning over store dele af Jorden. Katastrofale effekter af denne art frygtes ved en såkaldt atomvinter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig