adoptivkejserne

Adoptivkejserperioden startede som en konsekvens af Domitians død, den sidste kejser i det flaviske kejserdynasti. Han havde været voldsomt upopulær blandt den senatoriske elite, og Nerva blev efter Domitians død valgt af senatet som kejser. Han var dog på dette tidspunkt 66 år, og havde ingen sønner, og han valgte derfor at adoptere Trajan som sin søn og efterfølger. Herefter valgtes kejserne ved adoption indtil Marcus Aurelius lod sin biologiske søn, Commodus, overtage magten.

Adoptivkejserperioden er ofte blevet idealiseret som en guldalder i romersk historie, og allerede få årtier efter Marcus Aurelius’ død skrev den senatoriske historiker, Cassius Dio, i sit værk om Roms historie, idet hans fortælling bevægede sig fra Marcus Aurelius til Commodus, at ”vores historie bevæger sig nu fra et gyldent kongedømme ned til ét af jern og rust.”

Dette perspektiv på adoptivkejserne blev ligeledes fremført af den indflydelsesrige historiker Edward Gibbon, der skrev et af de første værker om Romerrigets historie som helhed (The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, udgivet fra 1776 til 1789), og synspunktet dominerede i lang tid både forskningen og repræsentationen af adoptivkejserperioden i populærkulturen.

Ved nærmere eftersyn er billedet dog mere komplekst. For det første er det tvivlsomt, om der egentlig var et fasttømret system for adoption af den næste kejser, som Marcus Aurelius så brød med.

Nerva havde ingen børn, og valgte den måske mest magtfulde general i Romerriget, Trajan, der havde kontrol over de mange legioner ved Rhinen. Havde Nerva ikke valgt Trajan, risikerede man, at Trajan havde taget tronen med magt. Det er endda muligt at Nerva blev valgt af senatet netop, fordi han ingen sønner havde, og derfor kunne vælge Trajan som snarlig efterfølger.

Flere kilder peger derudover på, at Hadrian hverken var blevet udvalgt af Trajan som sin efterfølger eller blevet adopteret af ham, men at han blot tog magten, da Trajan døde, og derefter arrangerede adoptionen posthumt, muligvis med støtte fra Trajans kone, Plotina. Hadrian havde ingen sønner og adopterede Antoninus Pius, der heller ikke havde nogen søn og adopterede Lucius Verus og Marcus Aurelius.

Sidstnævnte var den første kejser i denne periode, der havde en søn, Commodus, og han udpegede ham som efterfølger. Det forekommer således, at adoptionerne af forskellige kejsere i højere grad var ad hoc-løsninger på tronfølgeproblemer end et egentligt system, der skulle erstatte de konventionelle familiedynastier. Med andre ord, adoptivkejserne adopterede deres efterfølger, fordi de ingen sønner havde.

Der er også i nyere forskning blevet stillet spørgsmålstegn ved den meget positive portrættering af adoptivkejserperioden i kilderne og i den ældre forskning.

Hadrian slog flere senatorer ihjel på ulovlig vis, og Avidius Cassius gjorde oprør under Marcus Aurelius. Sidstnævnte kæmpede også lange og meget hårde krige mod markomannerne fra 166 til 180. Den Antoninske Plage bør også nævnes her, en epidemi der rasede fra 165 til 180, og som kan have haft stor indflydelse på Romerriget med mange døde og økonomisk tilbagegang, om end der er debat om de præcise konsekvenser af sygdommen.

Adoptivkejserperioden er således ikke det glansbillede, der nogle gange er blevet tegnet. Perioden var dog unægtelig slående stabil politisk: kun et enkelt oprør fra en tronprætendent fandt sted, idet Avidius Cassius blev udråbt som kejser, men han blev dræbt af en af sine egne soldater før nogen kampe fandt sted.

I modsætning til det første århundrede, hvor der var brutale borgerkrige efter Neros død, og 190erne, hvor der igen var store borgerkrige, denne gang efter Commodus’ død, var adoptivkejserperioden således mere eller mindre forskånet for politisk uro. Det er også slående, at både Hadrian og specielt Antoninus Pius stort set ingen krige førte.

Derudover viser iskerner fra Grønland, at blyforureningen i Europa var på sit højeste i midten af det andet århundrede, og denne type forurening kan forbindes til økonomisk aktivitet, såsom minedrift til at lave mønter samt anden produktion. Iskernerne indikerer derfor, at Romerriget var økonomisk sundt i det andet århundrede, og måske endda opnåede et højdepunkt i midten af dette århundrede.

Sidst skal det også nævnes, at kejserne fra Nerva til Marcus Aurelius alle regerede med stor respekt for senatorerne. Hadrian henrettede som nævnt i begyndelsen af sin regeringstid enkelte senatorer ulovligt, men der er ingen eksempler under adoptivkejserne på systematisk forfølgelse af rige, magtfulde senatorer eller på talrige henrettelser af eliten, hvilket ellers havde fundet sted under tidligere kejsere, såsom Caligula og Nero, og i nogen grad fandt sted efterfølgende under Severerne.

• Romerriget