adfærdsforstyrrelser

Adfærdsforstyrrelser, ofte anvendt betegnelse for psykiske forstyrrelser, især anvendt om børn, der viser aggressiv og forstyrrende adfærd med ringe impulskontrol, dvs. utilstrækkelig evne til at beherske pludselige indskydelser. Årsagen hertil skal søges i følelsesmæssig forsømthed, omsorgssvigt, i den tidlige opvækst; nogle tilfælde kan have sammenhæng med en lettere hjernelidelse, som er medfødt eller tidligt erhvervet. Behandlingen er overvejende socialpædagogisk; familier med børn, der lider af adfærdsforstyrrelser, har behov for særlig psykosocial støtte for at kunne sikre barnet den bedst mulige udvikling. Voksne med dårlig social eller erhvervsmæssig indpasning i samfundet vil ofte have haft en opvækst med adfærdsforstyrrelser.

Betegnelsen bruges også som en diagnose ved asocial, aggressiv og destruktiv adfærd hos større børn. Lettere forstyrrelser, der er præget af nedsat impulskontrol og koncentrationsevne, bør ofte diagnosticeres som minimal brain damage. De former for adfærdsforstyrrelser, der er en følge af tidlig følelsesmæssig frustration, bliver i nyere børnepsykiatri betegnet som tilknytningsforstyrrelser (se tilknytning).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig