adaptive forventninger

Adaptive forventninger, forventninger, som regel til en økonomisk variabel, der dannes på basis af den historiske udvikling i den pågældende variabel. Forventningerne tilpasses løbende erfaringsgrundlaget; har man været for pessimistisk, justeres forventningerne opad — og modsat, hvis man har været for optimistisk. Justeringen sker som regel gradvis i forhold til den seneste forventningsfejl, og det betyder, at forventningerne med en vis træghed tilpasses den konstaterede ændring i den pågældende variabel. Statiske forventninger, som er en særlig kategori af adaptive forventninger, fremkommer, når forventningen til fremtidige økonomiske forhold er lig med de senest observerede.

I praktisk økonomisk modelarbejde er forudsætningen om adaptive forventninger meget benyttet, fordi den på en enkel måde kvantificerer forventninger, der er subjektive og vanskelige at måle. Adaptive forventninger lider dog af flere svagheder, bl.a. sker justeringen meget mekanisk, og den baseres alene på grundlag af den hidtidige udvikling i den pågældende variabel. Viden om fremtidige vilkår og ændringer kan derfor ikke påvirke denne type forventninger, ligesom systematiske forventningsfejl kan forekomme. Disse forhold har ført til en alternativ model for forventningsdannelsen, rationelle forventninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig