Kun gruppens første fire grundstoffer, actinium, thorium, protactinium og uran, forekommer i større mængder i naturen, mens de øvrige frembringes kunstigt ved kernereaktioner og betegnes transuraner. I rækkefølge er det neptunium, plutonium, americium, curium, berkelium, californium, einsteinium, fermium, mendelevium, nobelium og lawrencium. I atomreaktorer fremstilles således tonsvis af plutonium til våbenfremstilling og brændsel i reaktorer. Da halveringstiden i almindelighed er årtusinder, udgør opbevaringen af plutonium og andre kunstigt fremstillede actinider et stort problem for os og vore efterkommere.
Actinium blev som det første grundstof i rækken af actinider identificeret i 1899, og indtil 1940 kendte man kun de naturligt forekommende. Transuranerne blev opdaget i løbet af de to følgende årtier, idet lawrencium som det sidste i rækken blev fremstillet i 1961 ved beskydning af californiumisotoper med bor-kerner. Eksistensen af den vigtige uran-isotop 235U blev påvist i 1935 ved masse-spektrometri. 235U-kernen kan spaltes (fission), hvorved der frigøres energi. Dette udnyttes i kernekraftværker og til atombomber.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.