abort - historie

Abort forårsaget ved stød eller slag medførte efter babylonisk ret (Hammurapis lov ca. 1900 f.v.t.) og mosaisk ret (2. Mosebog 21, 22) bøde eller erstatning til ægtemanden. Døde kvinden, skulle der efter gengældelsesprincippet bødes liv for liv. Abort som led i børnebegrænsning anbefaledes af Aristoteles, mens Platon foreslog abort, hvis graviditet indtrådte hos kvinder over 40 år. I Romerriget var den herskende opfattelse, at fosteret var en del af kvindens krop, og kvinden kunne forlange fosteret fjernet. Under Septimius Severus (død 211 e.v.t.) pålagdes den gifte eller fraskilte kvinde bøde til ægtemanden eller hans slægt, hvis hun ved abort havde berøvet ham eller dem en arving.

Efter stoisk forbillede om menneskets besjæling udvikledes i den kanoniske middelalderret en sanktionslære, gradueret efter fosterets udvikling. For abort på det besjælede, levende foster med menneskeform (animatus, vivus, formatus) pålagdes straf som for manddrab, mens indgreb mod det ubesjælede foster bedømtes mildere. Besjælingen indtraf den 40. dag efter undfangelsen (Augustin). Abort ved dynamiske midler (gift eller medikamenter) blev af kirken anset for beslægtet med trolddom, men sidestilledes i henseende til straffens størrelse med abort ved mekaniske midler (instrumenter).

Kirkens regler påvirkede den verdslige ret i mange europæiske samfund. I de nordiske landskabslove omtales abort i enkelte svenske og i den islandske "Grágás". Nogle af de europæiske retskilder takserede abort på det udviklede foster til en halv mandebod (fx angelsaksisk, longobardisk og frankisk ret), mens de svenske regler havde lavere bødesatser. Efter engelsk sædvane var abort på levende foster en mindre forbrydelse.

Christian 5.s Danske Lov fra 1683 indførte under indflydelse af mosaisk rets strenge gengældelsesprincip kvalificeret dødsstraf for såvel drab på nyfødte som på ufødte børn, såfremt drabet var foretaget af den ugifte moder: "Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa een Stage". Ved en forordning fra 1714, der regulerede jordemødrenes forhold, indførtes forbud for jordemødre imod at indgive "noget Medicament, Drik, Pulver", som kunne virke abortfremkaldende, under trussel om at miste bestilling, ære, gods eller liv.

Den straffelov, der i 1866 afløste Danske Lov, hjemlede i § 193, at "et frugtsommeligt Fruentimmer, der forsætlig fordriver sit Foster eller dræber det i Moders Liv, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar. Samme Straf er anvendelig paa den, som med Moderens Samtykke i saadan Hensigt anvender Midler paa hende med den anførte Virkning. Skeer det uden hendes Vidende og Vilie, ansees Gjerningsmanden med Strafarbeide fra 4 indtil 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder paa Livstid".

Samtidens strafferetsteori (Carl Goos) begrundede den mildere sanktion med "den væsentlige, objektive Forskel, der er imellem Retsbeskyttelsen for det tilværende Menneskes Liv og for et blot vordende Menneskes Liv".

Barnemord skulle ikke længere anses for et kvalificeret drab, men behandles lempeligere end forsætligt drab i almindelighed. Det betød en væsentlig mildning i forhold til Danske Lovs straf for abort, som ikke mindst skyldtes den omfattende benådningspraksis, som havde fundet sted fra slutningen af 1700-t.