Retten til at få lavet en abort har været reguleret ved lov i næsten 4000 år. Tidligere blev abortgrænsen og straffen for abort bestemt af fx kirken eller kongen. I Danmark blev kvindens ret til fri abort inden graviditetsuge 12 vedtaget af Folketinget i 1973. I 2023 blev grænsen for fri abort igen diskuteret, da Etisk Råd fremlagde nye anbefalinger om at rykke grænsen til 18. graviditetsuge"

Fra oldtiden frem til 1800-tallet

Abort forårsaget ved stød eller slag medførte efter babylonisk ret (Hammurapis lov ca. år 1900 f.v.t.) og mosaisk ret (2. Mosebog 21, 22) bøde eller erstatning til ægtemanden. Hvis kvinden døde, skulle der efter gengældelsesprincippet bødes liv for liv. Abort som led i børnebegrænsning anbefaledes af Aristoteles, mens Platon foreslog abort, hvis graviditet indtrådte hos kvinder over 40 år. I Romerriget var den herskende opfattelse, at fosteret var en del af kvindens krop, og kvinden kunne forlange fosteret fjernet. Under Septimius Severus pålagdes den gifte eller fraskilte kvinde bøde til ægtemanden eller hans slægt, hvis hun ved abort havde berøvet ham eller dem en arving.

Fosterets besjæling på 40. dagen

Efter stoisk forbillede om menneskets besjæling udvikledes i den kanoniske middelalderret en sanktionslære, der var inddelt efter fosterets udvikling. På baggrund af Augustins indflydelse mentes besjælingen at indtræde den 40. dag efter undfangelsen. For abort på det besjælede, levende foster med menneskeform (latin: animatus, vivus, formatus) pålagdes straf som for manddrab, mens indgreb mod det ubesjælede foster blev bedømt mildere. Kirken anså abort udført med gift eller medikamenter for beslægtet med trolddom, men sidestillede straffens størrelse for med abort ved instrumenter.

Kirkens regler påvirkede den verdslige ret i mange europæiske samfund. I de nordiske landskabslove omtales abort i enkelte svenske love og i det islandske lovkompleks "Grágás". Angelsaksisk, longobardisk og frankisk ret takserede abort på det udviklede foster til en halv mandebod, mens de svenske regler havde lavere bødesatser. Efter engelsk sædvane var abort på levende foster en mindre forbrydelse.

Den tidlige lovgivning om dødsstraf i Danmark

Christian 5.s Danske Lov fra 1683 indførte, under indflydelse af mosaisk rets strenge gengældelsesprincip, kvalificeret dødsstraf for såvel drab på nyfødte som på ufødte børn, såfremt drabet var foretaget af den ugifte moder: "Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa een Stage". Ved en forordning fra 1714, der regulerede jordemødrenes forhold, blev der indført forbud for jordemødre imod at indgive "noget Medicament, Drik, Pulver", som kunne virke abortfremkaldende, under trussel om at miste bestilling, ære, gods eller liv.

Fra 1800-tallet til nyere tid

Den straffelov, der i 1866 afløste Danske Lov, hjemlede i § 193, at "et frugtsommeligt Fruentimmer, der forsætlig fordriver sit Foster eller dræber det i Moders Liv, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar. Samme Straf er anvendelig paa den, som med Moderens Samtykke i saadan Hensigt anvender Midler paa hende med den anførte Virkning. Skeer det uden hendes Vidende og Vilie, ansees Gjerningsmanden med Strafarbeide fra 4 indtil 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder paa Livstid".

Samtidens strafferetsteori af Carl Goos begrundede den mildere sanktion med "den væsentlige, objektive Forskel, der er imellem Retsbeskyttelsen for det tilværende Menneskes Liv og for et blot vordende Menneskes Liv".

Barnemord skulle ikke længere anses for et kvalificeret drab, men behandles lempeligere end forsætligt drab i almindelighed. Det betød en væsentlig mildning i forhold til Danske Lovs straf for abort, som ikke mindst skyldtes den omfattende benådningspraksis, som havde fundet sted fra slutningen af 1700-tallet. Indtil udgangen af 1800-tallet stillede både lovgivningsmagten og kirken sig totalt afvisende over for provokeret abort.

Abort i 1900-tallet i Danmark

I 1930 blev der indført en undtagelse i forbuddet mod provokeret abort i de tilfælde, hvor indgrebet var lægeligt begrundet ud fra hensynet til moderens liv og helbred. Straffeloven af 1930 fastholdt princippet om straf for abort, men strafferammen blev indskrænket til to års fængsel, og straffen kunne desuden bortfalde under ganske særlige formildende omstændigheder. Mange kvinder, hvis sager blev behandlet af nævningeting, var blevet frikendt i 1920'erne og 1930'erne, og derfor bad Retslægerådet i 1932 Justitsministeriet om at tage abortproblemet op.

Svangerskabskommissionen

Som resultat af Justitsministeriets arbejde med abortproblematikken blev Svangerskabskommissionen oprettet, som fik til opgave at klarlægge de lægelige, juridiske og sociale synspunkter vedr. svangerskabsafbrydelse. Kommissionen afgav betænkning i 1936, og et flertal gik ind for, at der i visse tilfælde skulle være mulighed for abort. Den skulle kunne bevilges på baggrund af en medicinsk, en etisk, en eugenisk og en social indikation.

Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab

Da loven om foranstaltninger i anledning af svangerskab kom i 1937, var den sociale indikation forsvundet, men de tre andre blev bibeholdt. Loven bestod således af følgende tre indikationer for abort:

Den medicinske indikation var blevet udvidet og omfattede nu både fysiske og psykiske sygdomme, fx var underernæring, udslidthed pga. børnefødsler, depression og selvmordsforsøg taget med. Loven betød en strafnedsættelse og en udvidelse af adgangen til abort.

Skiftet fra straf til støtte

Mødrehjælpen, som blev oprettet i 1939, fik som opgave at tage stilling til, om ansøgninger om abort var forsvarlige i henhold til loven. Institutionen skulle dog først og fremmest kunne tilbyde et alternativ til abort og støtte kvinden i at gennemføre sit svangerskab ved at oplyse om hendes rettigheder og om de offentlige hjælpeforanstaltninger. I 1930'erne blev tanken om at beskytte fosteret gennem straffebestemmelser således opgivet, og der blev i stedet indført hjælpeforanstaltninger.

Kampen for seksualundervisning

Tilhængere af J.H. Leunbach står klar til at tage imod ham ved løsladelse fra Vestre Fængsel. Foto fra 1937

/Det Kgl. Bibliotek.

I 1920'erne og 1930'erne drejede en stor del af arbejdet for kvinders rettigheder om et politisk krav om at indføre seksualoplysning og undervisning i at begrænse antallet af børnefødsler både i folkeskolen og som et almindeligt foredragstema for begge køn. Forfatteren Thit Jensen, formanden for Arbejderkvindernes Oplysningsforening og for Kvindelige Arbejdere i Jern- og Metalindustrien Inger Gamburg, redaktøren for Kvindernes oplysningsblad Marie Nielsen og lægen J.H. Leunbach kæmpede hårdt for at gøre op med den eksisterende seksualmoral, som gik ud på "ikke at tale om det". De fleste af disse gik også ind for en revision af loven om fosterfordrivelse, så kvinder fik bedre muligheder for at afbryde et opstået svangerskab, men enkelte af dem, bl.a. Thit Jensen, var direkte abortmodstandere.

Krav om fri abort

I 1930'erne havde enkelte grupper, bl.a. Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, stillet krav om fri abort. Læger, herunder J.H. Leunbach, foretog abort og blev straffet for det. Det var også det, J.H. Leunbac blev husket for, på trods af at hans store indsats i kampen for seksualoplysning og forebyggelse. I 1960'erne blev kravet om fri abort rejst mere bredt. Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds arrangerede abortrejser til Polen og England. Uenighed om abortspørgsmålet fik ungdomskredsen til at forlade Dansk Kvindesamfund i 1968. Året efter, i 1969, gik Dansk Kvindesamfund dog også ind for fri abort.

Fri abort blev indført i Danmark

Fra 1940'erne til 1960'erne steg antallet af såvel legale som illegale aborter. Svangerskabsloven af 1956 udvidede ikke adgangen til lovlig abort, men ændrede en række praktiske foranstaltninger, herunder Mødrehjælpens procedure i forbindelse med abortansøgninger. Der blev i nogle amter bevilget flere og flere aborter, mens andre var mere restriktive.

I 1970 blev den sociale indikation, som blev foreslået af Svangerskabskommissionen i 1936, indført. Derudover kunne kvinder, der var fyldt 38 år eller havde mindst 4 hjemmeboende børn under 18 år, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse.

Fri abort i 1973

Svangerskabsloven af 1970 blev indført af en konservativ minister uden større problemer. Derimod var modstanden betydeligere tre år senere, da loven blev taget op til revision, og adgangen til abort blev fri. Loven blev vedtaget den 24. maj i 1973 efter en ophedet debat i folketinget, hvor ikke mindst kvinder af forskellig politisk observans som de socialdemokratiske Helle Degn og Inge Fischer Møller og den konservative Grethe Fenger Møller gik sammen og arbejdede for at få forslaget vedtaget. Ved afstemningen stemte 95 for, 56 imod , 17 undlod at stemme og 11 var fraværende. Stemmeafgivelsen foregik ved navneopråb. I næsten alle parttier stemte medlemmerne personligt, kun Socialistisk Folkeparti (SF) stemte som en blok. Vedtagelsen af loven regnes for anledningen til, at Kristeligt Folkeparti fik stemmer nok til at komme i Folketinget.

50-året for fri abort i Danmark

I 2023 blev 50-året for indførelsen af fri abort fejret, både den 24. maj, dagen hvor lovforslaget blev vedtaget i Folketinget, og den 1. oktober, hvor loven trådte i kraft.

Der var adskillige bogudgivelse i anledning af 50-året, fx Ellen Ryg Olsens bog Strikkepinde og sæbevand, Laura Kreutzfeldt Kristensens bog 50 historier om den frie abort, og derudover artikler, TV-udsendelser, debatter og foredrag med abort som emne. Der startede en debat om den nuværende grænse for fri abort på 12 uger, og Etisk Råd kom, på opfordring, med en udtalelse om abortgrænsen, hvor et flertal af rådet anbefalede, at grænsen udvidedes til 18 uger. Ud fra rådet nye anbefaling opstod der en forventning om, at regeringen vil tage initiativ til et lovforslag på området.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig