Aboriginere. Et såkaldt røntgenmaleri af en kænguru, malet på bark.

.

Aboriginere (Australiens aboriginere - Kunst), Billedkunsten manifesterer sig i midlertidige rituelle sandrelieffer, der viser naturfænomener, eller i lignende symboler, skåret i hellige træer eller sten, kaldet churinga. Billederne viser tydeligt, hvordan aboriginere oplever det nære forhold til medmennesket og naturen helt anderledes end europæere. Aboriginernes billeder forstås ikke uden kendskab til deres holistiske livssyn.

Aboriginernes livssyn ses fx i de kendte "røntgenbilleder" af kænguruer, som viser både det levende, springende dyr og det slagtede dyrs indvolde i samme billede. Livets dimensioner er udtrykt som dén tidsmæssige helhed, de udgør. Et andet eksempel er en centralaustralsk tegning, som findes i mange versioner, der viser, hvordan verdens alvæsener færdes. Fra X vandrer de til cirkel A, rejser sig, vandrer til B, gennem C, D, E, F og tilbage igen til A for derefter at forsvinde ned i jorden, hvorfra de kom (X).

Cirklen eller spiralen er det centrale element, som viser både livsrytmen, bopladsen, moderskødet, fødslen og tilintetgørelsen, der ikke opleves som en afslutning, men som stoppested i et evigt kredsløb. Samme figurer findes i smykker og i rituelle malerier med jordfarver og fjer samt i forbindelse med kropsdekoration.

Mens billedkunsten fra før koloniseringen ofte viser motiver på en ensfarvet baggrund (fx billedet af kænguruen), har formsproget senere udviklet sig i billeder med en billedflade, som oftest er totalt udfyldt med traditionelle symboler, malet på lærred med olie- eller akrylfarver. Aboriginernes nyere kunst er en væsentlig og integreret del af Australiens kunst. Den udstilles i international moderne sammenhæng og spænder fra europæisk inspirerede skovsømotiver til billeder med egne symboler, som giver os mulighed for at forstå en tankegang forskellig fra den europæiske. Den nyere litteratur er ligeledes en integreret del af Australiens moderne kunst. Se Australien (litteratur) og Australien (kunst).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig