Aberration, afbildningsfejl i optiske systemer med linser eller krumme spejle. Indeholder lyset kun en enkelt farve, kan der optræde fem hovedtyper af aberration. Ideelt afbildes et punkt i et punkt. Aberrationen forårsager, at et punkt afbildes inden for et lille rumelement, som kan være asymmetrisk i billedplanet. De fem omtalte typer er: sfærisk aberration, astigmatisme, koma, krumning af feltet og forvrængning.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet aberration kommer ad latin aberratio af ab-errare 'fravige, forvilde sig'.
I tilfælde, hvor der afbildes flere farver lys, kan hver farve på grund af lysets dispersion (farveopløsning ved brydning) afbildes forskelligt; det kaldes kromatisk aberration og optræder kun i systemer med linser. Se også optik.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.