Zweibrücken, tysk by ved floden Schwarzbach på grænsen til Saarland i delstaten Rheinland-Pfalz; 33.950 indb. (2010). I Zweibrücken findes metalindustri (bryggeri- og landbrugsmaskiner) samt møbelindustri. Der foregår også en omfattende blomsterproduktion, især af roser. I byens udkant ligger et stort stutteri.

Byen var fra 1185 residensby for grevskabet Zweibrücken, der i 1385 blev underlagt kurfyrstendømmet Pfalz. Ved Wittelsbach-slægtens arvedeling i 1410 opstod fyrstendømmet Pfalz-Zweibrücken. En af greverne, Johan Kasimir, giftede sig i 1615 med den svenske kong Karl 9.s datter Katarina, og deres ældste søn blev i 1654 svensk konge som Karl 10. Gustav.

Under Revolutions- og Napoleonskrigene kom Zweibrücken i Frankrigs besiddelse. I 1816 kom byen til Bayern, og efter 2. Verdenskrig blev den indlemmet i den vesttyske delstat Rheinland-Pfalz.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig