Zinovjev-brevet, brev, der blev offentliggjort i britiske aviser kort før parlamentsvalget i 1924. Heri opfordrede Kominterns formand, Grigorij Zinovjev, det britiske kommunistparti til at skabe revolutionær uro i hæren og i Irland. Brevet var med til at skabe en antisocialistisk stemning, og Labour Party anså det for at have medvirket til den konservative valgsejr. Det var næppe tilfældet: Labour gik frem ved valget, og den konservative sejr skyldtes, at de liberale led et stort nederlag. Brevet er siden blevet afsløret som et falsum.