Faktaboks

Zhou Enlai

Chou En-Lai

Født
5. marts 1898
Død
8. januar 1976
Zhou Enlai hilser på Ernesto 'Che' Guevara i 1966
Den amerikanske præsident Richard Nixon og Zhou Enlai skåler under førstnævntes besøg i Beijing i 1972

Zhou Enlai var en kinesisk politiker. Zhou var blandt Kinas Kommunistiske Partis fremtrædende skikkelser fra partiets grundlæggelse i 1921, og han fungerede ofte som partiets repræsentant i forhandlinger udadtil.

Karriere

Som Deng Xiaoping havde Zhou Enlai som ung været en tid i Frankrig, hvor han blandt andet havde stiftet bekendtkab med marxismen.

I 1930'erne var han blandt Mao Zedongs modstandere i de partiinterne stridigheder, men han overlevede altid politisk de ofte bitre fraktionsopgør og endte som Maos tro væbner.

Som premierminister i Kina 1949-1976 og tillige som udenrigsminister 1949-1958 havde Zhou en politisk nøglerolle gennem hele den turbulente Mao-æra, men han overlevede alle dens udrensninger og kampagner, og han blev derigennem et symbol på stabilitet.

Zhou Enlais aftryk

Zhou Enlai var hovedarkitekten i normaliseringen af forholdet mellem Kina og USA. I begyndelsen af 1970'erne indledte premierminister Zhou Enlai forhandlinger med USA om en normalisering af forholdet mellem de to lande. Det betød bl.a., at Kina kom med i FN's Sikkerhedsråd i 1971 i stedet for Taiwan, og USA's præsident Richard Nixon aflagde et besøg i Kina i 1972.

Allerede i 1956 argumenterede Zhou Enlai for, at den kinesiske befolkning voksede for stærkt. Mao var uenig heri og anså en stor befolkning for at være en af Kinas styrker. Efter Maos død ændredes politikken, og i 1979 indførtes en politik, hvorefter i første omgang borgere registreret som byboere maksimalt fik lov at få ét barn. Politikken er først blevet gradvis ophævet i de senere år.

Hans officielle eftermæle i Kina er den pletfri og humane premierminister, som afbødede Maos værste excesser og sikrede varetagelsen af Kinas langsigtede interesser. Dette billede er dog blevet udfordret i udlandet og blandt kinesiske dissidenter, hvor mange lægger vægt på Zhous eftergivenhed over for Mao.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig