Faktaboks

Zeth Höglund

Carl Zeth Konstantin Höglund

Født
29. april 1884, Göteborg, Sverige
Død
13. august 1956, Stockholm, Sverige
Zeth Höglund
Zeth Höglund taler ved et 1. maj-møde i Uppsala 1933.
Af /Upplandsmuseet.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Zeth Höglund var en svensk politiker og skribent.

Höglund engagerede sig tidligt i Socialdemokratiska Ungdomsförbundet. Som redaktør af forbundsbladet Stormklockan 1908-1918, forbundsformand 1909-1917 samt medlem af Riksdagens Andra Kammaren 1915-1916 og medlem af hovedbestyrelsen i Sveriges socialdemokratiska arbetareparti (SAP) 1908-1911 fik han en ledende position på den socialdemokratiske venstrefløj. I samme periode udviklede han et livslangt politisk modsætningsforhold til den senere statsminister Per Albin Hansson.

Under 1. Verdenskrig var Höglund modstander af Hjalmar Brantings borgfredspolitik; han tilsluttede sig Zimmerwaldbevægelsen og stiftede i 1917 Sveriges vänstersocialdemokratiska parti, fra 1921 Sveriges kommunistiska parti. Han var 1919-1924 redaktør af Folkets Dagblad Politiken. Efter en partisplittelse i 1924 meldte Höglund sig i 1926 igen ind i SAP og havde 1928-1944 atter sæde i hovedbestyrelsen. Han var medlem af Andra Kammaren 1928-1940 og arbejdede fra 1931 på partiavisen Social-Demokraten, 1936-1940 som chefredaktør. Höglund var 1930-1942 leder af SAP i Stockholm, og 1940-1950 finansborgarråd, dvs. finansborgmester, i Stockholm.

Ved siden af sin redaktørvirksomhed skrev Höglund en mængde pjecer og bøger, der er præget af en radikal samfundskritisk holdning. Til forfatterskabet hører også den monumentale biografi Hjalmar Branting och hans livsgärning, bind 1-2 (1928-1930) samt erindringerne Minnen i fackelsken, bind 1-4 (1951-1960).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig