Zarah Leander

Faktaboks

Zarah Leander
født:
14. marts 1907
død:
23. juni 1981

Zarah Leander, 14.3.1907-23.6.1981, svensk sanger og skuespiller. Året efter sin debut i 1930 som revyskuespiller i Stockholm fik hun titelrollen i operetten Den glade enke og heri et samspil med Gösta Ekman, hvorefter hun med sin stærke scenepersonlighed og dybe stemmeføring blev engageret af revykongen Karl Gerhard (1891-1964).

I 1936 optrådte Zarah Leander med Max Hansen i Wien og opnåede kontrakt med filmselskabet UFA, der i de følgende år gjorde hende til en af tysk films største stjerner i bl.a. La Habanera (1937) og Die große Liebe (1942). I refrænerne til hendes filmslagere var der gerne indbygget et budskab om at holde ud mod alle odds, fx Davon geht die Welt nicht unter og Ich weiss, es wird einmal ein Wunder gescheh'n, som kunne styrke den tyske hjemmefront, hvis der var tvivl om krigslykken.

Zarah Leander blev i Sverige og Danmark kritiseret for sit virke i det nazistiske Tyskland, og desuden forekom hendes melodramatiske stil passé efter krigen. Efter nogle år ude i kulden forsøgte hun et comeback både i Sverige og Tyskland uden nævneværdig succes. Det var først, da hun, ikke uden selvironi, mere direkte begyndte at satse på sin kitsch-værdi, hun vandt sig et nyt forum. Med en stemme, der kunne minde om en baryton, var hun bl.a. forudbestemt til at lægge lydside til dragshows og havde heller ikke selv noget imod at fremstå som bøsseikon. En outreret kunstner som Nina Hagen kopierede og/eller parodierede hende. Det Tredje Riges diva endte som kult på den alternative scene.

Zarah Leander udgav memoirerne Vill ni se en diva? (1958) og Zarah (1972).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig