Zamość er en by i det sydøstlige Polen 80 kilometer sydøst for Lublin; 66.750 indbyggere (2004). Byen blev grundlagt i 1580 af den polske adelsmand Jan Zamoyski som en befæstet by, og den står som Polens bedst bevarede renæssanceby med bastioner og et geometrisk opbygget gadenet. Zamość blev i 1992 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Byen udviklede sig takket være sin gunstige beliggenhed på handelsruten mellem Østersøen og Sortehavet. Under 2. Verdenskrig foretog tyskerne omfattende henrettelser i byen. Zamość rummer en veludviklet fødevare- og træindustri samt produktion af transportmidler.