Yumjaagiyn Tsedenbal, 17.9.1916-21.4.1991, Den Mongolske Folkerepubliks leder 1952-84. Han søgte at videreføre den nære tilknytning til Sovjetunionen, som forgængeren Choybalsan, Stalins betroede mand i den Mongolske Folkerepublik, havde etableret, samtidig med at han modererede Choybalsans diktatoriske system og den blodige undertrykkelse af forskellige grupper i samfundet. Tsedenbal kan således ses som en mongolsk pendant til Sovjetunionens Nikita Khrusjtjov, Stalins efterfølger.