Yoweri Museveni

Faktaboks

Yoweri Museveni
Født
15. september 1944

Yoweri Museveni er en ugandisk politiker, præsident fra 1986. Under Idi Amins regime levede Museveni i landflygtighed, og han organiserede den guerillabevægelse, der i 1979 tvang Amin fra magten. Efter at Milton Obote i 1980 var blevet valgt til præsident, angiveligt ved valgsvindel, påbegyndte Musevenis guerillaer en fem år lang borgerkrig; i 1986 indsattes han som præsident. I hans regeringstid er der gennemført et håndfast tilpasningsprogram, der har genrejst landet økonomisk. Samtidig blev der indledt en demokratiseringsproces, som i 1996 resulterede i de første frie parlaments- og præsidentvalg siden uafhængigheden, dog uden deltagelse af politiske partier. Gennem en aktiv udenrigspolitik har Museveni gjort Uganda til regionens ledende magt.

Museveni blev genvalgt i 2006; hans i stigende grad autoritære styre har forårsaget kritik, både i Uganda og internationalt, ligesom hans regering anklages for omfattende korruption. Ved valget i 2011 blev han atter genvalgt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig