Yongbyon, Nyongbyon, nordkoreansk atomkraftprøvestation, officielt et radiokemisk laboratorium. Yongbyon, som ligger 100 km nord for Pyongyang, har været et storpolitisk stridspunkt, fordi udenlandske observatører mente, at landet udviklede atomvåben parallelt med udviklingen af langtrækkende missiler, og fordi den internationale atomenergikommission (IAEA) havde problemer med at få lov til at foretage fuld inspektion af faciliteterne. Nordkorea indgik i 1994 en aftale med USA om lukning af anlægget mod en betydelig kompensation i form af to letvandsreaktorer og olieleverancer i ti år.

I 1998 viste amerikanske satellitfotos aktivitet på et underjordisk atomanlæg nær Yongbyon, hvis eksistens Nordkorea imidlertid benægtede. I slutningen af 2002 opsagde Nordkorea aftalen med USA og genåbnede anlægget mhp. oparbejdning af plutonium. Efter en aftale i 2007 blev anlægget lukket ned, og i 2008 sprængtes et køletårn som bevis på nedlukningen. Nordkorea besluttede at genoptage produktionen af plutonium ved anlægget i foråret 2013.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig