Yehuda Amichai

Faktaboks

Yehuda Amichai
født:
1924
død:
2000

Yehuda Amichai, Jehudah, 1924-2000, israelsk digter, forfatter og dramatiker; født i et ortodokst jødisk hjem i Würzburg, Bayern, indvandrede til Palæstina i 1936. Amichais digtsamling I dag og andre dage (1955) markerede fremkomsten af en ny stil inden for hebraisk poesi, idet han benyttede sig af den daglige tales rytmer og udtryksformer, teknologiske og militære termer, populære folkesange og ordsprog. Samtidig er hans sprog rigt på referencer til bibelske, rabbinske og liturgiske tekster. Amichai portrætterede livet i det moderne Israel, sønderrevet af krig og usikkerhed. I modsætning til de fleste af sin samtids hebraiske digtere udforskede han forandringen af jødiske perspektiver og tabet af religiøs ortodoksi i midten og slutningen af 1900-t. Amichai var tillige den mest intime blandt kærlighedsdigterne, lige så lidenskabeligt sammenfiltret med sin kvinde som med sit land. Han nåede at udgive 23 digtsamlinger, novellesamlingen I denne forfærdelige vind (1961) og romanen Ikke fra denne tid, ikke fra dette sted (1962). Hans værker er oversat til 37 sprog (2006). På dansk foreligger digte af Amichai i antologien I krigens skygge (bd. 2, 1981).

I Israel tituleres Amichai "Digternes Prins" og anses for 1900-t.s største og mest elskede blandt de hebraiske digtere. Amichai var et selvvalgt navn. Det betyder: "Mit folk lever".

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig