Yasmina Khadra

Faktaboks

Yasmina Khadra
Født
10. januar 1955

Yasmina Khadra.

.

Yasmina Khadra, egl. Mohammed Moulessehoul, f. 10.1.1955, algerisk forfatter. Yasmina Khadra blev født i Kenadsa i Algeriets del af Sahara. Hans far var officer, og som ni-årig blev Yasmina Khadra optaget på en militærskole. I 1973 skrev han sit første værk, novellesamlingen Houria, som dog først blev udgivet i 1984.

I 1978 blev Yasmina Khadra færdig med sin uddannelse fra militærakademiet l'Académie Militaire Inter-armes de Cherchell, og frem til 2000 var han officer i Algeriets hær i en periode, hvor landet bl.a. stod over for store interne uroligheder.

Efter at være stoppet i hæren drog Yasmina Khadra året efter i landflygtighed i Frankrig og bosatte sig med sin familie i Aix-en-Provence. Han var fortsat med at skrive, men under pseudonym, som han først afslørede i sin landflygtighed af frygt for forfølgelse og censur.

Yasmina Khadra tilbyder i sine bøger et unikt og facetteret blik på den arabiske verden set indefra, der både rummer områdets mange konfliktflader, men også byder på svungen metaforkunst og klarsindede analyser af den politiske og sociale virkelighed.

På dansk er udkommet romanerne L'attentat (2005, da. Attentatet, 2006), Les Sirènes de Bagdad (2006, Sirenerne i Baghdad, 2008), der udspiller sig under Irakkrigen, Les Hirondelles de Kaboul (2002, da. Svalerne i Kabul, 2009), om Afghanistan under Taleban-styret, og Ce que le jour doit à la nuit (2008, da. Som nat følger dag, 2011), som skildrer en ung mands udvikling fra 1930'erne frem til Algeriets selvstændighedsproces efter 2. Verdenskrig. I L'Equation africaine (2011, Sort måne, da. 2013) bliver to hvide mænd taget til fange af pirater i farvandet øst for Afrika.

Yasmina Khadras officielle hjemmeside

Læs om Yasmina Khadra på Gyldendal.dk

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig