Xishuangbanna Dai Autonome Distrikt, formelt selvstyrende område i Kina, oprettet 1953 i Yunnanprovinsen ved grænsen til Laos og Burma; 19.700 km2, 869.000 indb. (2003). Det buddhistiske dai-folk udgør 35% af befolkningen. Hovedbyen Jinghong ligger ved Lancang Jiang (Mekong), som deler det bjergrige distrikt i to. Et varmt og fugtigt monsunklima skaber en tæt jungle, som er uhyre artsrig; her findes bl.a. elefanter. I floddalene lever de forskellige etniske grupper i landsbyer med bambushuse på pæle omgivet af terrasserede marker med ris, subtropiske frugter og den kendte pu'er-te.