xenon

Xenon findes i meget ringe mængde i atmosfæren og jordskorpen. Det udgør fx kun 9∙10^-6 % af atmosfærens rumfang. Forholdet mellem de stabile xenonisotoper er forskelligt i meteoritter og i atmosfæren og anvendes til at vurdere de processer, som er årsag til meteoritters dannelse.

I mange år mente man, at xenon ikke danner kemiske forbindelser, og man betegnede det derfor som en inaktiv gas. I 1962 lykkedes det imidlertid at få xenon til at reagere med PtF₆. Reaktionsproduktet antog man først var XePtF₆. Senere viste det sig, at der var tale om en blanding af flere forbindelser, bl.a. XePtF₇ og Xe₂PtF₉. Samme år syntetiseredes en række fluorforbindelser, XeF_x med x = 2, 4 og 6. XeF₆ danner med rubidiumfluorid den komplekse forbindelse RbXeF₇. Med oxygen dannes det krystallinske xenontrioxid, XeO₃, der kan anvendes som oxidationsmiddel, men prisen begrænser brugen. Vandige, alkaliske opløsninger af XeO₃ oxideres med ozon til xenon(VIII)-forbindelser, fx Ba₂XeO₆, der ved langsom reaktion med svovlsyre frigør gassen XeO₄. Der kendes også blandede oxygen-fluor-forbindelser, fx XeO₂F₂ og XeO₂F₄.