Faktaboks

Xanana Gusmão
Født
20. juni 1946
Xanana Gusmão
Xanana Gusmão er en af Østtimors vigtigste politiske ledere.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 4.0

Xanana Gusmão er en østtimorisk politiker og fra 2023 premierminister i Østtimor.

Gusmão deltog fra 1975 i den væbnede kamp mod Indonesiens besættelse af Østtimor. Han fik snart en ledende position i modstandskampen og levede under jorden, indtil han blev fanget i 1992; året efter blev han idømt livsvarigt fængsel.

Efter folkeafstemningen i Østtimor i 1999, der gav et overvældende flertal for uafhængighed, blev Gusmão løsladt, men pga. de voldsomme uroligheder flygtede han kortvarigt til Australien. Efter FN's indgriben i urolighederne på Østtimor i 1999 vendte han tilbage og blev den ledende politiske skikkelse.

I 2002 valgtes Gusmão med et massivt flertal til det uafhængige Østtimors første præsident. Han trådte tilbage som præsident i 2007, men blev senere samme år valgt til premierminister. Han trak sig fra posten i 2015, men blev igen premierminister i 2023 da hans parti, Den Nationale Kongres for Timorisk Rekonstruktion (CNRT), vandt parlamentsvalget i Østtimor.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig