Wyon, britisk medaljørfamilie, virksom fra 1700-t. til ind i 1900-t. Blandt de mere end 15 medlemmer fremhæves William Wyon (1795-1851) og sønnen Leonard Charles Wyon (1826-91), begge ansat på Royal Mint; ud over talrige portræt- og andre medaljer udførte de stemplerne til adskillige af Det Britiske Imperiums mønter. En af William Wyons medaljer var forlæg for det portræt af dronning Victoria, som prydede engelske frimærker under hendes regeringstid.