Wulff Land, halvø på Grønlands nordkyst opkaldt efter den svenske botaniker Thorild Wulff (1877-1917), som deltog i Knud Rasmussens 2. Thule-ekspedition 1916-17, der blev ramt af hungersnød. Wulff blev den 29. august efterladt døende af Lauge Koch og dennes to inuitiske rejsefæller ca. 200 km nordøst for Etah (Thule). Et forsøg en måned senere på at finde hans lig mislykkedes.