Faktaboks

Wolfgang Leonhard
Født
1921
Død
2014

Wolfgang Leonhard, 1921-2014, østrigsk sovjetkyndig og publicist. Wolfgang Leonhard kom til Moskva i 1935 med sin mor, der var aktiv kommunist, og skoledes i marxisme-leninisme.

I maj 1945 blev han sendt til Berlin sammen med ni andre højtstående partifunktionærer, deriblandt Walter Ulbricht; Leonhard arbejdede først som sekretær for Ulbricht og fik senere andre centrale og betroede positioner. I marts 1949 flygtede han i protest mod stalinismen til Titos Jugoslavien og skrev mod Kominform, dvs. mod Josef Stalin, i striden mellem Kominform og Tito.

Wolfgang Leonhard flyttede senere til Vesttyskland og skrev talrige bøger om sovjetiske forhold og Sovjetunionens udvikling, bl.a. Die Revolution entläßt Ihre Kinder (1955, Revolutionen løslader sine børn), hvori han ud fra sine erfaringer skildrer det kommunistiske system.

1964-87 var han historieprofessor ved Yale University i USA; efter at være vendt tilbage til Tyskland kommenterede han fortsat udviklingen i det tidligere Sovjetunionen, fx i Die Reform entläßt Ihre Väter (1994, Reformen løslader sine fædre).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig