Windrush-skandalen er en sag, der har fået debatten om racisme til at blusse op på ny i Storbritannien. Empire Windrush var navnet på det skib, der i 1948 ankom til London med den første større gruppe indvandrere fra Vestindien, og ordet windrush har derfor fået stor symbolsk betydning. I de seneste år har ordet fået en ny og stærkt negativt ladet betydning, fordi det benyttes om en skandale, der rummer en blanding af indvandring, racisme, urimelig behandling af mennesker der har boet og arbejdet i Storbritannien i årtier, Brexit og politisk kynisme.

Skandalen handler i korthed om, at et stort antal immigranter til Storbritannien, blandt andet fra Vestindien, i den første bølge af indvandring i slutningen af 1940erne, aldrig fik deres papirer som residenter ordentligt på plads. Dels på grund af, at de ikke selv gjorde nok for at få de rette opholdstilladelser, men også på grund af smøleri og bureaukrati i det britiske indenrigsministerium. I årene op mod Brexitafstemningen, hvor der kom øget negativt fokus på indvandring, udviklede der sig et hostile environment, som det blev betegnet, imod indvandrere som opholdt sig illegalt i landet, og en del af de oprindelige vestindiske indvandrere, som havde været i landet, arbejdet, betalt skat, stiftet familie, i mange årtier blev tvangs-’hjemsendt’. Det førte bl.a. til, at en indenrigsminister måtte træde tilbage i 2018, og det førte til et stærkt negativt lys på premierminister Theresa May samme år, fordi hun havde været indenrigsminister i den periode, hvor den nye praksis blev iværksat. Skandalen førte endvidere til beskyldninger om, at der i politi og andre myndigheder stadig herskede af institutionel racisme 25 år efter den såkaldte Stephen Lawrencesag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig