William Scharling, 22.9.1837-29.4.1911, dansk økonom og politiker, fra 1869 professor i statsøkonomi ved Københavns Universitet; søn af C.E. Scharling og bror til H. Scharling. William Scharling skrev ud over talrige faglige afhandlinger en række større værker om økonomisk-teoretiske og -beskrivende emner, bl.a. Danmarks Statistik (fem bind 1878-81, suppl. 1891) sammen med V.A. Falbe-Hansen (1841-1932). Scharling var 1876-98 medlem af Folketinget for Højre og 1900-01 finansminister i det sidste højreministerium.