William S. Burroughs

Faktaboks

William S. Burroughs
født:
5. februar 1914
død:
2. august 1997

William S. Burroughs (th.) i samtale med Allen Ginsberg; fotografi fra 1983.

.

William S. Burroughs, William Seward Burroughs, 5.2.1914-2.8.1997, amerikansk forfatter, født i St. Louis. William S. Burroughs var en af de førende skikkelser inden for The Beat Generation.

Hans først udgivne bog, Junkie: Confessions of an Unredeemed Addict (1953), er en realistisk, delvis selvbiografisk skildring af en narkomans afhængighed og efterfølgende kontakt med politi, læger og psykologer.

Afhængighed og kontrol bliver centrale temaer i forfatterskabet fra Naked Lunch (Paris, 1959; da. Nøgen frokost, 1967; filmatiseret af David Cronenberg i 1991).

Burroughs udvikler med inspiration fra surrealisme, dadaisme og film en prosaform, hvor fragmentering og montage med parodisk eller farceagtig effekt bryder de billedstrukturer, der som "virus" invaderer og besætter krop og bevidsthed.

Burroughs' centrale forfatterskab, demonstreret igen i den sene trilogi Cities of the Red Night (1981), The Place of Dead Roads (1983) og The Western Lands (1987), er en præcis satire over det vestlige varesamfunds underliggende psykologiske besættelser.

William S. Burroughs' sort-humoristiske, paranoide tekster er en af forudsætningerne for 1970'ernes og 1980'ernes postmodernistiske cyberpunk-, video- og performance-kunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig