William Klein

Faktaboks

William Klein
født:
1928

William Klein, f. 1928, amerikansk fotograf og filminstruktør, fra 1948 bosat i Paris. William Klein uddannede sig som maler, men kom til at virke som selvlært fotograf.

I en provokerende og eksperimenterende stil dokumenterer han med distance og sort humor menneskets absurde liv i storbyens fragmenterede, kaotiske verden. Hans sort-hvide billeder (senere også i farve) er udgivet i bøgerne New York (1956), Rome (1960), Moscow og Tokyo (begge 1964), alle med layout af ham selv.

Blandt William Kleins mere end tyve film er debuten Broadway by Light (1959) samt Loin du Vietnam (1967), Muhammad Ali the Greatest (1974) og In and Out of Fashion (1993). I de senere år har Klein genoptaget fotografiet og bl.a. udgivet Close Up (1989) og In and Out of Fashion (1994) med både nye og gamle fotografier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig